Ung aktiv kristen blev kåret til årets østjyde
TV2 Østjylland kårede 22-årige Maibritt Lassen Holm til Årets Østjyde 2009 for hendes faglige indsats i kombination med hendes frivillige arbejde på et kristent bosted. Maibritt kom selv ud af stofmisbrug på grund af kristnes forbøn.Maibritt Lassen Holm fra Randers blev kåret som Årets Østjyde 2009 af TV2 Østjylland den 20. december. Den 22-årige kronjyde fik flest sms-stemmer fra stationens seere og vandt over fem andre finalister.
En af grundene er Maibritt Lassen Holms sociale engagement. Hun arbejder på et psykiatrisk bosted og bor desuden i et kristent bosted, hvor hun bl. a. hjælper unge med psykiske problemer.
– Det er imponerende, at en 22-årig har ydet sådan en indsats, som Maibritt har gjort. Hun har sat sig selv til side for at hjælpe andre, sagde den ene af de tre dommere, tidligere Århus-borgmester Louise Gade umiddelbart efter kåringen.
Og hvad får en ung kvinde som Maibritt til at engagere sig for andre mennesker?
– Det er meget lærerigt og fantastisk at kunne hjælpe andre, der har brug for det, fortæller Maibritt. – Det at fortælle om de ting, man selv har oplevet, og så se, at det gør en forskel i de menneskers liv.
Og hvad har hun så oplevet?
Jo, i 2004 fik Maibritts kaotiske og omflakkende liv med stoffer og alkohol en brat afslutning. Hendes bedste veninde, Esther tog en overdosis panodil, og det sendte hende i akut livsfare pga. en beskadiget lever.
– Tallene så helt umulige ud, men Maibritt begyndte i sin desperation at bede for Esther, da hun havde hørt en arbejdskollega fortælle om Jesus. Maibritt i forbøn for Esther. Til alles store glæde vendte Esther tilbage til livet uden et eneste mén, og da de senere kom til et kristent møde, gav begge veninder deres fremtidige liv i hænderne på Jesus Kristus, fortæller Niels Ole Husum Sørensen, der er præst i Randers Husmenighed, hvor Maibritt nu har sit åndelige hjem.
Og nu handler Maibritts liv om at hjælpe andre. Hun er uddannet social- og sundhedsassistent og arbejder på det kommunale bosted for psykiatriske patienter Vesterbo i Randers. Det var en af Maibritts kolleger, der indstillede hende som kandidat til TV2kåring, fordi hun havde lagt mærke til at Maibritt havde meget andet at byde på end så mange andre unge mennesker og at hun var en god kollega. Derudover synes hun at det var imponerende, at Maibritt var gået frivilligt ned i tid, fordi hun bruger sin fritid på et kristent bosted på Kristrupvej i Randers.
Her hjælper hun andre med samtaler, personlig coaching, undervisning, praktisk støtte og ikke mindst med trøst og opmuntringer, fortæller Niels Ole Husum Sørensen:
– I hendes private virke trækker hun mere på troen og de ting, der har med evangeliet og Jesus at gøre, men huset har også en faglig profil og samarbejder med læger, psykiatere, kriminalforsorg osv., som de enkelte beboere gør brug af.
– Det er fantastisk at se nogle af de mennesker, der har været i huset, få et nyt liv og få et personligt forhold til Gud, fortæller Maibritt.
– Jeg har selv oplevet, at Gud bruger mig i dagligdagen, og at det har en betydning for de unge mennesker, at de har nogle forbilleder, der kan støtte og vejlede, uden at det bliver personale og beboer.
– For selvom vi har en fantastisk velfærd i vort land, kan vi ikke komme uden om, at det kristne er gledet ud af vores system, og mennesker bliver hurtig sat i nogle kasser og behandlet, som man nu gør i de kasser. Jeg har stor respekt for det arbejde, systemet gør, men for mig mangler det mest basale, det vores land er bygget på, nemlig Gud.
Derfor har Maibritt koblet sig på Randes Husmenighed og præsteparret Iben og Niels Ole Husum Sørensens vision om at oprette drive kristne bosteder med frivillige diakonale kræfter, hvor evangeliet er i centrum.
– Hun har på meget få år udviklet sig til at være en leder, som er i stand til selvstændigt at bære et ansvar, og har en retning på livet, som gør, at andre kan støtte sig op ad hende. En sund retning – uden bivirkninger, fortæller Niels Ole Husum Sørensen.